Vandbrønde i Berlin

Da jeg først besøgte Berlin, gik der ikke længe før jeg begyndte at lægge mærke til smukke, udsmykkede vandpumper overalt, hvor jeg gik.  Stående som sentinel fra en svunden tid, ramte deres solide enkelhed en note indeni mig.  Mit indre barn, som for at være ærlig er ret hurtigt til at træde frem, bad mig om at give håndtaget et par solide pump, for at se om disse ting stadig virkede.  Hvad der skete næste gang omdannede denne 30-årige mand med det mandigste af skæg, til en 13-årig pige, der kvidrede af glæde, da den fisk-formede tud afslørede sin vandrige oversvømmelse.<\/div>

Siden den dag, hver gang jeg ser en af disse vandåndende drager fra en glemt tid, kan jeg ikke lade være med at smile, mens jeg beundrer disse relikvier fra en tid, hvor maskiner også var fyldt med skønhed og kreativitet.  For at være ærlig, har det taget noget tid og en del personlig udvikling, men i dag kan jeg som regel gå forbi disse smukke stykker uden at lokke deres flydende skat fra dem. Jeg er tilfreds med blot at beundre og med de mest delikate minder, genkalde mig min første rejse til Berlin.  Den magiske sommer for længe siden, hvor jeg faldt for denne fantastiske by og lovede mig selv, at jeg en dag ville vende tilbage og gøre den til mit hjem.  <\/p>

Hver gang jeg støder på en af disse pumper undrer jeg mig over deres historie.  Hvornår blev de bygget?  Af hvem?  Hvorfor?  Hvorfor virker de stadig?  Alle disse spørgsmål og flere kolliderer, mens min hjerne giver mig idéer både plausible og fantastiske.  Jeg modstår den stærke trang til at Google, bange for at de kolde, hårde fakta vil tage magien og den barnlige undren fra mig, der følger med hver af mine iagttagelser af disse ydmyge værter af H2O.<\/p>

I stedet lader jeg mig dagdrømme om de mennesker, hvis tørst blev slukket i en tid før Berlins vandforsyningsnetværk blev bygget, eller i krigstider, hvor husene blev reduceret til murbrokker.  Jeg forestiller mig mennesker, der samles ved brønden, taler og griner med deres naboer, mens de skiftes til at pumpe håndtaget og fylde deres træspande, og sprøjter hinanden legende som børn på en varm sommerdag og glemmer i et øjeblik deres verdslige bekymringer.<\/p>

Jeg spekulerer på, om pumperne er ensomme eller flove over, at de nu sidder støvede og stort set forladte.  Måske er de, men jeg kan godt tænke mig, at de sidder og venter, tålmodigt venter på, at en ny ven drejer deres håndtag, glade for at blive brugt igen, selv hvis det kun er for at tilfredsstille nysgerrigheden hos en barnlig skægget mand.<\/p>